Derfor skal du lave et budget

At lave et budget kan virke uoverkommeligt, og du har sikkert mange andre ting at bruge din tid på. Desuden sidder du selv med mange beslutninger i en lille virksomhed, så hvad skal du bruge budgettet til? Svaret er simpelt – et budget sikrer din virksomheds fremtid.

Der er flere gode grunde til at lægge budget. Også for den lille virksomhed, der ikke har en bestyrelse og en flok aktionærer at tage hensyn til. Og arbejdet med at lave et budget er ikke så svært, som det måske ser ud – faktisk er det ikke sværere, end du gør det til.

Hvorfor lave et budget?

Du skal lave dit budget til dig selv og ikke til nogen udenforstående. Derfor er den gode nyhed til dig, som virksomhedsejer, at du kan lave dit budget præcis, som du vil have det. Med netop det indhold, der giver bedst mening for din virksomhed. Budgettet er din mulighed for at drømme om, hvor du gerne vil se virksomheden, når året er omme.

Brug dit budget til at se frem på året, der kommer. Og brug det færdige budget internt, som et værktøj til at arbejde målrettet med udviklingen i virksomheden i det kommende år. Et både realistisk og ambitiøst budget hjælper dig med at styre din virksomhed i den rigtige retning, og du kan hele tiden have dit overordnede mål for øje. Det er dokumenteret, at virksomheder, der har et budget, klarer sig bedre og har større chance for at overleve end virksomheder, der undlader at lave et budget.

Kort sagt: du skal lave et budget, fordi det er den bedste måde at styre virksomhedens udvikling, og dermed sikre dens fremtid.

Hvad skal et budget indeholde?

Er du en af dem, der tidligere har undladt at lægge budget? Måske fordi det virkede uoverskueligt, eller fordi tiden ikke lige var til det. Så er der godt nyt. Dit budget skal ikke være mere omfangsrigt, end du selv ønsker det og har tid og ressourcer til. Om det blot skal være dine tanker omkring, hvor du gerne ser virksomheden om et år, eller om det skal være omfangsrigt med en større økonomisk redegørelse, så er det helt op til dig.

Som sagt; du skal lave virksomhedens budget med henblik på internt brug. Derfor skal det indeholde de informationer, du har brug for, for at danne dig et overblik over det kommende år.

Det kan dit budget indeholde:

  • Tanker om ønsker for virksomhedens fremtid
  • Overordnet mål for året, og hvad vil det betyde for virksomheden at nå det mål (i tal eller ord)
  • Beskrivelse af vejen mod målet, hvad vil det kræve for, at i når vores mål
  • Beskrivelse af de investeringer, der skal til for at nå målet

Fordele ved at have et budget

Når du har lavet et budget, har du et godt værktøj at styre udviklingen efter. Du har også et seriøst materiale, du kan medbringe, hvis du skal præsentere virksomhedens plan for eksterne interessenter. F.eks. din bank eller potentielle investorer. Selvom du har holdt dit budget simpelt, så kan du sagtens tage det med i forbindelse med forhandlinger med banken.

Budgettet kan her bruges til at vise målet for virksomheden og identificere det kapitalbehov, man står overfor, hvis man vil nå det mål. Det virker seriøst og professionelt at have en nedskreven plan for fremtiden, og potentielle investorer kan bedre få et billede af, hvilket udbytte deres investeringer vil give.

Læs her, hvordan du forbereder dig, når du skal til møde med din bank.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *